06/04/2022 0 Kommentarer
Nyt fra formanden
Nyt fra formanden
# ARKIV for nyheder

Nyt fra formanden
I skrivende stund pibler foråret bogstavelig talt frem af jorden, og solen får mere og mere magt. Sommeren står for døren og vi kan atter komme ud og nyde den.
Jeg har brugt nogle af de mørke vinteraftner til at få læst bøger og nydt at have tiden til fordybelsen og eftertanken ved at have læst en god bog.
En bog, som jeg synes, har givet stof til eftertanke er ”Vi er alle præster for Vorherre” skrevet af Jens Christian Meldgaard, tidligere sognepræst i Vadum. I bogen er der en række eksempler på hvordan menigheden kan være med og selv være en del af gudstjenesten.
Efter at have læst bogen har det inspireret til de strøtanker som jeg gerne vil dele med Jer.
En gudstjeneste består af mange forskellige former for handlinger, for eksempel sang, tekstlæsninger, bøn, prædiken, nadver og velsignelse. Liturgien er den rituelle forskrift, efter hvilken gudstjenester i kristne kirker foregår; og indrømmet det kan godt indimellem føles tungt og utidssvarende set nede fra kirkebænken.
I Folkekirken har der været forskellige drøftelser om gudstjenestens form, dåb og nadver. Det er endnu uklart, hvordan fremtidens gudstjeneste ser ud, men der vil nok komme små justeringer. Fra 2022 til 2030 bliver der arbejdet med gudstjenestens faste form, liturgien, i to kommissioner, en række arbejdsgrupper og et Liturgisk Forum. Det bliver spændende at se resultatet af dette arbejde.
Man kan læse mere på https://www. folkekirken.dk/aktuelt/liturgiarbejde
Det er bare så dejlig bekvemt at sætte sig i kirken, lade roen falde over en, alt imens man hører det kristne budskab.
Husk at menigheden er kirken og kirken er menigheden!
Kirken er ikke bygningen, men menigheden, altså de folk, der kommer i kirken.
Der forgår også meget uden for kirkerummet. Det er rigtig dejligt at se hvor stor tilslutningen er til de forskellige arrangementer i sognegården.
Som det kan ses andet sted i bladet, er der blandt andet planlagt nogle spændende formiddags- og aftenforedrag.
Vores babysalmesang og strikkecafé er også i gang igen efter den ufrivillige pause under Corona krisen. Jeg vil gerne sige tak til jer frivillige, som gør et kæmpe stykke arbejde for, at det kan lade sig gøre at holde sognegården levende.
Vores utrættelige kirkegårdsudvalg har fået en aftale i stand med et landskabs-arkitektfirma, så vi kan komme videre med planerne for kirken og kirkegården som en integreret del af byen mange år frem
På vegne af menighedsrådet, vil jeg gerne ønske menigheden et lyst og fredfyldt forår.
Jens Christian Bøgsted
Formand for menighedsrådet
Kommentarer