18/11/2021 0 Kommentarer
Det frivillige Godthåb
Det frivillige Godthåb
# ARKIV for nyheder

Det frivillige Godthåb
Godthåb er en by, hvor meget arbejde udføres frivilligt. Det har rødder langt tilbage i tiden. I 1930- erne var der nogle frivillige, der gik sammen om at etablere en sports- forening, andre for at få rejst et forsamlingshus og atter andre for at bygge et missionshus, alt sammen på frivillig basis.
Siden er mange andre ting kommet til. Her kan nævnes, at da Godthåb FDF i 1989 fik overdraget et stykke jord til eget brug, opstod der et arbejdshold, som udførte dræning og tilkørselsvej samt skaffede billige materialer.
Da Godthåb skole blev lukket ned i 1991, opstod der en kreds, som tilvejebragte mulighederne for at bygge en privatskole, Lyngbjerggårdskolen. Meget af opbygningen skete med frivillig indsat, ligesom rengøring på skolen også blev en del heraf.
Efter nedlukning af Zincks fabrikker fik nogle i bestyrelsen for Lokal- historisk forening for Svenstrup- Ellidshøj-Godthåb oprettet et hold til etablering af industrimuseum og en museumsforening samt senere et arbejdshold til Godthåb Hammerværk. Arbejdsholdet er stadig meget aktivt og holder museet vedlige.
Omkring Godthåb Forsamlingshus opstod der er en Pionergruppe, som jævnlig mødes for at vedligeholde, istandsætte og lave forbedringer.
For et par år siden opstod der to hold i kirkens regi, først et der tog sig af dagsarrangementer i sogne- gården og senere et, der tog sig af aftenarrangementer, da den hidtidige funktion hertil ophørte.
Seneste skud på stammen af frivillighed er Grøn Gruppe, som vedligeholder og forbedrer de offentlige bygninger og anlæg i Godthåb på de områder, som ikke er omfattet af kommunens vedligeholdelsespla- ner. Her strækker frivilligheden sig endda til, at man her til start tager sine egne redskaber med indtil der findes penge til dette. Man er så heldig, at tre af gruppens medlemmer har baggrund i gartnerfaget.
Nævnes bør også alle de frivillige, der holder diverse foreninger i gang. De mødes i Godthåb Samråd, hvor man nu gennem mange år dels har koordineret aktiviteterne i byen og dels er byens kontakt til kommunen. Samrådet har også lagt navn til byfesten i Godthåb, og i den sammenhæng bør også Godthåb Trim nævnes, som har lagt meget arbejde i byfesten.
Der har været mange flere eksempler på frivillig indsats i Godthåb, uden at de alle er nævnt her. Frivillighed er godt for mange ting. I mange tilfælde udføres der opgaver, som ellers ikke ville blive udført eller der mangler midler til.
Det er også med til at skabe sammenhold, når man på uhøjtidelig vis løfter en opgave sammen. Og folk hygger sig med at være med i det.
Godthåb har gammel tradition for frivillig indsats. Der stadig mange muligheder for at give en hånd med og være en del af (arbejds-)fælles- skabet.
- af Henrik L. Nielsen
Kommentarer